Historien om Europa-Parlamentets rejsecirkus
I EP-info nr. 1 lagde vi op til at give en forklaring på, hvorfor Europa-Parlamentet hver måned skal rejse til Strasbourg for at afholde et plenarmøde, det såkaldte rejsecirkus. Her kommer så den autentiske beretning, men vi advarer på forhånd. Det er virkelig spændende læsning, som nok kan få hårene til at rejse sig, og hvor det gælder om at holde ud til den sindsoprivende afslutning.
I begyndelsen var EKSF
Det startede alt sammen med Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1951. I begyndelsen afholdt EKSF's parlamentariske forsamling sine møder i Europarådets mødesal i Strasbourg. Det var fordi de fleste af EKSF-forsamlingens medlemmer også var medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling, og fordi Europarådet disponerede over den eneste fuldt udstyrede flersprogede parlamentariske mødesal. EKSF-forsamlingens sekretariat blev imidlertid placeret i Luxembourg, fordi Rådet og Kommissionen lå der dengang.
Udvalgsmøder i Bruxelles fra 1958
Det fortsatte efter Rom-traktaten trådte i kraft i 1958. Dog begyndte de parlamentariske udvalg nu at mødes i Bruxelles, fordi Rådet og Kommissionen var blevet placeret der. I 1962 skiftede den parlamentariske forsamling navn til Europa-Parlamentet.
Fusionstraktaten blev undertegnet i Bruxelles den 8. april 1965 og trådte i kraft den 1. juli 1967. Den medførte, at der blev oprettet et fælles Råd og en fælles Kommission for de tre europæiske fællesskaber. I den forbindelse blev det i en erklæring fra medlemsstaternes regeringer fastslået, at Parlamentets Generalsekretariat er hjemmehørende i Luxembourg. Der blev dog ikke talt om Parlamentets mødested. Status quo forblev uændret med plenarmøder i Strasbourg og udvalgsmøder i Bruxelles.
Fra 1967 og frem til 1979 afholdt Parlamentet på eget initiativ en række plenarmøder i Luxembourg. I 1976 og 1977 blev der således afholdt flere plenarmøder i Luxembourg end i Strasbourg.
Kun Strasbourg var stor nok
Efter det første direkte valg til EP i 1979 var det imidlertid kun Strasbourg, der havde en mødesal, som var stor nok til at kunne rumme alle MEPerne. En ny mødesal blev bygget i Luxembourg. Men da den var færdig, havde MEPerne vænnet sig til Strasbourg, hvor der også var bedre faciliteter (bl.a. individuelle kontorer). Et flertal var også af den overbevisning, at det var nok at rejse til Bruxelles og Strasbourg, man behøvede ikke også at tage til Luxembourg.
Samtidig gav det mening, praktisk og økonomisk, at både Europarådets parlamentariske forsamling og Europa-Parlamentet kunne deles om at udnytte den store, moderne mødesal i Strasbourg bedst muligt.
Drømmen om et enkelt hjemsted
Allerhelst ville MEPerne have et enkelt hjemsted for EP, men på det europæiske topmøde i marts 1981 nøjedes stats- og regeringscheferne med at bekræfte status quo.
Den 7. juli 1981 vedtog EP en betænkning af Mario Zagari (PSE, Italien), hvori man igen fremsatte ønsket om et enkelt hjemsted. Indtil et sådant blev etableret vedtog man at have plenarmøder i Strasbourg og udvalgsmøder i Bruxelles, idet EP's Generalsekretariats virksomhed skulle tilpasses i overensstemmelse hermed. Luxembourg var utilfreds med beslutningen og anlagde sag ved EF-Domstolen, men tabte (C-230/81). Domstolen mente, at Luxembourg ikke kunne forhindre EP i at stoppe med plenarmøder i Luxembourg, fordi disse ikke var en del af "status quo".
Den 28. april 1983 afholdt EP et enkelt plenarmøde i Bruxelles i Palais de Congrès, idet det af tekniske årsager ikke kunne afholdes i Strasbourg. Det var ikke nogen ubetinget succes, idet det klart blev demonstreret, at EP har behov for en fuldt udstyret flersproget parlamentarisk mødesal med tolkeanlæg og afstemningsanlæg.
I juli 1983 besluttede EP at dele Generalsekretariatet op i to dele, hvoraf den ene skulle tage sig af plenarmøder i Strasbourg, den anden tage sig af udvalgsmøder i Bruxelles. Igen gik Luxembourg til retten, denne gang med held (C-108/83), idet EF-Domstolen vurderede, at EP's beslutning var et brud på status quo.
Ny mødesal i Bruxelles
Den 24. oktober 1985 besluttede EP at bygge en ny mødesal i Bruxelles med plads til 600 medlemmer. Begrundelsen var, at EP havde brug for den store sal, ikke bare til mange rutinemøder, men også til ekstraordinære plenarmøder. Nu var det Frankrigs tur til at anlægge sag. EF-Domstolen vurderede imidlertid i september 1988, at EP har ret til at afholde plenarmøder uden for Strasbourg (C-258/85).
Overførsel af personale til Bruxelles
I januar 1989 vedtog EP en betænkning af Derek Prag (PPE, Storbritannien), hvori man igen opfordrede medlemslandenes stats-og regeringschefer til at træffe en beslutning om et enkelt hjemsted for EP. Samtidig gav man udtryk for betydelig pessimisme med hensyn til mulighederne herfor. Derfor vedtog man som en praktisk foranstaltning at EP-personale med ansvar for udvalgsmøder m.v. kunne få fast tjenested i Bruxelles. Endelig vedtog man at der fremover skulle afholdes supplerende plenarmøder i Bruxelles.
Denne beslutning blev mødt med modstand i både Frankrig og Luxembourg. Frankrig valgte at lægge politisk pres på EP. Det førte til, at EP i april 1990 godkendte et forslag fra Præsidiet om at der fortsat skulle holdes plenarmøder i Strasbourg, og at der i den forbindelse skulle bygges en ny mødesal i Strasbourg. Luxembourg anlagde igen sag, men tabte (C-213/88 og C-39/89). EF-Domstolen mente, at EP var i sin gode ret til at iværksætte de omstridte byggeprojekter, og at den begrænsede overførsel af EP-personale til Bruxelles ikke var af en sådan størrelse, at den var i modstrid med tidligere topmødebeslutninger om EP's hjemsted.
Edinburgh-topmødet
Den 8. januar 1992 underskrev EP-formand Enrique Barón Crespo lejeaftalen for EP's nye bygninger i Bruxelles. EP planlagde at reducere antallet af plenarmøder i Strasbourg og i stedet holde flere møder i Bruxelles. Det fik Frankrig til at regere, igen ved at søge en politisk løsning. Det fik man med beslutningen fra topmødet i Edinburgh i december 1992, som blev fastslået i Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i 1999. I henhold til denne beslutning er EP forpligtet til at afholde 12 månedlige samlinger i Strasbourg.
Det skal tilføjes, at EP i den forbindelse har været nødt til at bygge en ny mødesal i Strasbourg (pris ca. 5,5 mia. DKK), fordi Europarådets gamle mødesal ikke længere var stor nok. EP's nye mødesal blev taget i brug i 1999 og har siden dannet ramme om plenarmøderne i Strasbourg.
EF-Domstolen: 12 plenarmøder i Strasbourg
Af praktiske årsager undlod EP i nogle år efter Edinburgh at afholde alle 12 årlige samlinger. I 1996 havde Frankrig fået nok og anlagde sag. EF-Domstolen afsagde sin kendelse i oktober 1997 (C-345/95). I henhold til afgørelsen skal EP afholde 12 plenarmøder i Strasbourg om året. I EP-valgår kan dette antal dog begrænses til 11. EP må ikke planlægge at afholde plenarmøder i Bruxelles, medmindre man først har planlagt for afholdelse af de 12 (11) plenarmøder i Strasbourg.
MEPerne har dog siden taget revanche ved at reducere længden af plenarmøderne i Strasbourg. Fra 2001 varer møderne kun fra mandag til torsdag, mod tidligere mandag-fredag. De årlige merudgifter ved møderækken i Strasbourg er beregnet til ca. 1,5 mia. DKK.
Endelig blev der i 2000 indgået en aftale mellem EP og Luxembourg om, at mindst 2.060 EP-ansatte fortsat skal have fast tjenestested i Luxembourg, uanset hvor mange der i øvrigt er brug for til at betjene udvalgene og de politiske grupper m.v. i Bruxelles.
Konklusion
Med historien om EP's forbindelse til Strasbourg er der egentlig ikke tale om en veldefineret beslutningsproces, bortset fra Edinburgh-aftalen. Der er snarere tale om en slags krydssejlads i en strømfyldt skærgård, hvor den ene kursændring følger den anden, til stadighed afbrudt af de involverede medlemslandes protester og Domstolens formaninger og afgørelser. Realistisk må man nok sige, at drømmen om et enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet fortsat er på tegnebrættet. Da alle ændringer i de nuværende forhold kræver traktatændringer, hvor alle medlemslande har vetoret, er det ikke umiddelbart noget Europa-Parlamentet selv kan beslutte. Men hvis Lissabon-traktaten bliver ratificeret, vil Europa-Parlamentet få ret til at foreslå ændringer til traktaten. Så det er ikke sikkert, at det sidste kapitel er skrevet i denne sag.
Denne kortfattede redegørelse er baseret på bogen "The European Parliament", 7. udgave, af MEP Richard Corbett (PSE, Storbritannien), Francis Jacobs og Michael Shackleton, John Harper Publishing, 2007.
